Jungshoved får penge til lokalt energifællesskab
29.12.2023:
Jungshoved Lokalforum har kort før jul fået bevilget 62.500 kroner fra puljen til udvikling af landdistrikterne (LAG midler), som stammer fra EU. Pengene skal gå til undersøgelse af, hvordan et energifællesskab for borgerne på Jungshoved kan indrettes.
I et lokalt energifælleskab ejer borgerne selv de grønne energianlæg og producerer dermed grøn strøm til sig selv, hvilket skal give en fast og lavere elpris til medlemmerne af energifællesskabet.
Da LAG kun dækker 50 pct. af udgiften til et projekt, har vi – som tidligere omtalt – ansøgt netselskabet Andel om resten af pengene, altså yderligere 62.500 kroner. Andel er yderst positiv overfor vores ansøgning, og vi har indtil nu holdt et enkelt møde med selskabet og de rådgivere, de samarbejder med, nemlig Ebo Consult. Det næste møde er i kalenderen allerførst i januar 2024.
Ebo Consult gennemfører i øjeblikket den samme type projekt på Sydstevns, så vi håber at kunne få gavn af erfaringer derfra. https://sydstevnsenergi.dk.
Når undersøgelsen er færdig, og vi er lidt klogere på, hvordan et energifællesskab på Jungshoved skal se ud, indkalder vi til stiftende generalforsamling i det andelsselskab, der skal stå for projektet.
Jeg bor i Roneklint strand og har jordvarmeanlæg. Jeg kan ikke se hvordan vi kan bidrage til Jungshoved anlægget. Jeg er meget interesseret i at følge udviklingen af energifælleskaber.
Hej Kristian. Tak for din kommentar. Det fælles jordvarme-anlæg i Jungshoved By er ganske rigtig kun for beboere i landsbyen. Men det er tænkt som en slags pilotanlæg, der – hvis det realiseres – kan inspirere til etablering af fælles varmeanlæg i andre landsbyer rundt omkring på Jungshoved.
Når du har jordvarme, vil du til gengæld kunne få fordel af lavere elpriser via det energifællesskab, som vi håber at kunne få etableret her på Jungshoved..
Hvordan kan jeg blive en del af det fremtidige energifællesskab? Henter i løbet af denne uge solceller og inverter som jeg regner med at montere og installere i løbet af foråret.
Hej Kristian
Dit solcelleanlæg (og alle andre eksisterende solcelleanlæg på Jungshoved) kan sagtens indgå i energifællesskabets pulje af produktionsanlæg.
Vi indkalder til et borgermøde, når vi kan fortælle mere om, hvordan det hele rent praktisk skal strikkes sammen på Jungshoved.